Gode råd
HURTIG NEDFRYSNING
Ønsker du at få et dyr udstoppet, anbefales det, at du kommer ind med dyret samme dag, som du har skudt eller fundet det. Hvis det ikke er muligt, så husk at notere tidspunkt og sted for dyrets død.
Herefter skal dyret pakkes ind i en tæt plastikpose og nedfryses. Husk at presse luften ud af posen, inden du binder knude på den. Det er vigtigt at fryse dyret ned hurtigst muligt, så det ikke når at gå i forrådnelse. Nedfrysningen af dyret er i øvrigt med til at fjerne utøj som fx lopper.
HVOR MEGET AF DYRET SKAL DU NEDFRYSE
Det afhænger selvfølgelig af, om du kun vil udstoppe hovedet eller hele dyret.
Hvis du ønsker at få lavet en hovedmontage, er det stadig vigtigt at fryse en stor del af krop og hals ned – helst fra midten af kroppen. Herved sikrer du, at der er nok skind at arbejde med. Det er ligeledes vigtigt at bevare øjne, øjenrander, næsebor og mundvige, da disse elementer er svære at genskabe.
Læg et godt snit midt på kroppen, og undgå at skære i halsskindet. Frys gerne dyret så kompakt som muligt, så det sikres mod slag fra andre objekter i fryseren. Er der tale om en fugl, så husk at gemme hoved og næb under vingen.
HVORDAN VEDLIGEHOLDER DU ET UDSTOPPET DYR
Det afhænger af, om der er tale om pattedyr eller fugle. Et pattedyr med pels kan afstøves med en børste. Vær altid forsigtig. Du kan også vælge at bruge en føntørrer til afstøvningen – husk at bruge kold luft og blæse med hårene. Udstoppede fugle er væsentligt mere sarte. Her er det bedst at bruge en fjer eller lidt vat til afstøvning – brug kun små lette bevægelser.
Når det kommer til vedligeholdelse af et udstoppet dyr, er det generelt vigtigt ikke at røre for meget ved pels eller fjer. Berøringer efterlader altid lidt fedt fra håndfladen og fingrene, hvilket beskadiger det udstoppede dyrs udtryk over tid.
Slutteligt er det vigtigt ikke at udsætte et udstoppet dyr for direkte sollys eller fugt. Et røgfyldt lokale er heller ikke godt. Er du ryger, bør du derfor overveje at opbevare det udstoppede dyr i et skab eller i en aflukket glasmontre. Det samme gælder selvfølgelig for mados.
Hvis du er god til at passe på det udstoppede dyr, er der gode chancer for, at det kan holde sig smukt rigtig længe. Der eksisterer mange smukke eksempler på velbevarede, udstoppede dyr som er flere århundreder gammel. Det kræver selvfølgelig den rette pleje og omsorg.